mandag den 10. marts 2008

Hjælp! Jeg er 63 år...

La Mer  The Radiant Infusion


Når man er "i fyrrerne", tager man med kyshånd i mod alle tricks og tips der kan få en til at se frisk og ungdommelig ud. Helt ærlig, så kender jeg ingen kvinder, som ikke bliver glade for at få at vide, at...."hold da op, jeg troede ikke du var så gammel".... Alder er noget underligt noget. Forleden tog jeg en test på sundhedsrevolutionen, efter at have læst en artikel om Thorbjörg Hafsteinsdottirs råd om, hvordan man kan se mindst 10 år yngre ud (ja, jeg er en sucker for den slags). DEPRIMERENDE LÆSNING OG TESTRESULTAT. Jeg endte desværre med at være 63 år gammel i stedet for de 44 år som dåbsattesten viser!!! Nå, men det slog mig ikke af pinden, så jeg har i dag motioneret! Har lavet 10 armbøjninger, mere kan mine tynde spagetthiarme ikke holde til; taget 15 mavebøjninger og gået en meget hurtig tur med min hund. Som snack har jeg spist (måske lidt for mange) mandler og jeg planlægger at lave et meget sundt måltid i aften. Så regner jeg med, at der mindst er barberet et par uger af min alder når jeg vågner i morgen :-) Hvis ikke, så kan jeg jo ønske mig et vidundermiddel så som La Mer's Radiant Infusion. Bare ærgerligt at jeg først fylder 45 om 9 måneder (eller skulle jeg sige heldigvis).......

torsdag den 6. marts 2008

Snorkeren

Alle der har børn ved, at de ofte siger noget rigtig morsomt. Alle der har større børn og/eller teenagere ved, at de ofte bruger nogle ret bizarre udtryk (hovsa er man ved at blive gammel?). Nå men, da jeg er udstyret med to skønne unger - én på 15 og én på 10 - er jeg til stadighed udsat for sjove udtryk. Det seneste udtryk kommer fra ham på 10. Hvis der er noget han ikke gider (rydde op, børste tænder eller gå i bad!) så er det...."SNORKEREN". Første gang jeg hørte det, brød jeg sammen af grin. Det er et meget sigende udtryk, som helt og aldeles beskriver hvad man mener om den sag!!



Nu er det så, at jeg er ved at få "snorkeren" over den her blog. Ude i højre side optræder et lille ikon som forestiller en skruetrækker og en svensknøgle - og det gider jeg ikke se på.....Men om jeg kan finde ud af at fjerne det? NEJ! Og jeg har prøvet alt - synes jeg. HJÆLP! Er der nogen der ved hvordan man kommer af med dem?

onsdag den 5. marts 2008

KLOVN

Endelig startede en ny omgang KLOVN i tirsdags (TV Zulu kl. 22.20). Jeg ææælsker KLOVN. Det er simpelthen den mest pinagtige, grinagtige, krummetær-agtige og lige i øjet satire serie der er vist længe. Jeg er specielt vild med Frank, som altid havner i de situationer, som vi alle frygter at havne i. Han gør det, som vi andre ku' tænke os at gøre, men som vi ikke gør, fordi vi er for "voksne" eller velopdragne eller kontrollerede eller hvad ved jeg! Tag bare scenen på adoptionskontoret, hvor han ikke kan lade være med at snige sig til at kigge i hans og Mia's sagsmappe, for at se hvilket barn de har i tankerne til dem. Og selvfølgelig går det galt og han bliver opdaget! KLOVN efterlader mig altid med en følelse af..."pyha - så fjollet opfører jeg mig i det mindste ikke"....Men ville det ikke være skønt, hvis vi var lidt mindre kontrollerede og lidt mere styret af vores lyster og følelser - bare engang imellem.......Ka' ikke vente til det bliver tirsdag igen.

tirsdag den 4. marts 2008

Hvad er en Sjuske-Dorte?

Da jeg var lille, kaldte min morbror mig for Sjuske-Dorte. Jeg var alt for lille til at være "sjusket", men jeg tror egentlig, at han bare syntes, det var et hyggeligt kælenavn - og så viste det sig at han var ret forudseende. Har tit tænkt over hvorfor det lyder lidt negativt at være sjusket....Det insinuerer, at man ikke gør sig umage. Men i virkeligheden tror jeg mere, at det handler om mennesker som er ustyrlig utålmodige og nysgerrige efter at komme videre i teksten, i stedet for at spilde tid på at rydde op, sortere, planlægge og strukturere. Sådan én er jeg. Eller rettere var jeg. For med årerne lærer man jo det hensigtsmæssige i at rydde op og være bare en smule struktureret. Det er praktisk! Jeg har lært, at mit sjuske-gen også er det, der gør mig til en iværksætter, (jeg har startet to firmaer - det ene har givet mig smør på brøddet siden 1989 og det anden er forholdsvis nyt). Heldigvis er jeg gift med en meget detaljeorienteret mand. Vi supplerer hinanden godt. Og sådan skal det jo helst være i et ægteskab!!

mandag den 3. marts 2008

Slow start

Ja, det må siges at min start som blogger har været SLOW! I mellemtiden har jeg brugt rigtig meget tid på andres blog. Er specielt glad for newyorkerbyheart.com da hun også elsker mad.
Har på 10 dage lavet fire af opskrifterne fra hendes blog - og de var lækre.
Det har også været til stor inspiration at læse, hvor lidt og hvor meget man skriver om sig selv på en blog.
Er faktisk enig med http://www.slagtenhelligko.dk/ at man skal kunne se hvem man læser om. Så I kan altså også se hvordan jeg ser ud :-)